Søren Baun/Hans Ulrik Duo spiller julen ind med jazzede toner og nærvær.
Søren Baun (f. 1979) er som jazzpianist, sanger og fortolker en ener på den danske musikscene. Med en naturlig musikalitet, indlevelse og respekt for skuldrene vi står på, formår han at løfte og glæde sit publikum med sin stemme og sit klaver.
Søren Baun kan opleves i sine faste projekter BAUN, Baun On Beatles og Acoustic Lounge og de seneste år i musikalsk samarbejde med Hans Ulrik.
De to medvirker bl.a. på albummet "Lyset Skinner I mørket" fra 2020 med danske sange og salmer med ny musik af Johannes Konstantin Neergaard.
De har spillet koncert i Roskilde Domkirke, og så kan de både ses og høres i den stemningsfulde live-video "Decembernat" optaget i Brorsons Kirke en sen aften på Nørrebro.
Hans Ulrik (f. 1965) er en af vores mest anerkendte og oftest benyttede saxofonister. Med hans karakteristiske nerve og i tæt sammenspil med Søren Baun, leverer han en dyb og personlig sound, som både er velovervejet og bevægende. Han er første tenorsaxofonist i DR Big Band og har udgivet en lang række albums i eget navn.
På denne december eftermiddag vil de spille julen ind med et alsidigt repertoire af jule- og vinterklassikere fra Danmark, England og USA.
Duoen laver deres egne jazzinspirerede fortolkninger med personlighed, højt til loftet og tid til eftertanke.